

Spiseforstyrrelse
Spiseforstyrrelse – Når maden dækker over noget dybere
I otte år levede jeg selv med en spiseforstyrrelse. Den fjernede mig langsomt fra mig selv – fra mine behov, følelser og håb for fremtiden. Som 25-årig søgte jeg hjælp i det offentlige system, men mødte en tilgang, der fokuserede ensidigt på maden. Det blev tydeligt for mig, at løsningen ikke lå i flere kostplaner, men i at forstå, hvad maden dækkede over.
Der kan være behov for at støtte kroppen fysisk – især når underernæring og overtræning forstyrrer nervesystem og mental balance. Men selve årsagen til en spiseforstyrrelse ligger sjældent i maden. Den ligger i det, vi forsøger at undgå at mærke: skam, kontroltab, følelsesmæssig smerte, ensomhed eller en følelse af ikke at være god nok.
Uanset om du kæmper med anoreksi, bulimi, BED (tvangsoverspisning), ortoreksi, træningsafhængighed eller blot oplever et overfokus på mad og motion, så er det ikke dig, der er forkert. Spiseforstyrrelsen er ofte en overlevelsesstrategi – en slags følelsesmæssig redningsvest, der hjælper dig med at holde hovedet over vandet, når følelserne bliver for overvældende.
I mit eget forløb blev det vendepunktet,
da jeg mødte en terapeut, der ikke spurgte:
"Hvordan får vi dig til at spise anderledes?" –
men i stedet: "Hvad har du været nødt til at overleve?"
I terapien hos mig vil vi arbejde med:
-
At forstå, hvorfor spiseforstyrrelsen har været nødvendig – og hvad den har hjulpet dig med at undgå at mærke.
-
At møde dig selv med medfølelse og nysgerrighed – i stedet for skyld og selvkritik.
-
At finde nye og sundere måder at regulere følelser og stress på – uden at dulme eller kontrollere gennem mad eller træning.
-
At styrke dit selvværd og din evne til at rumme dig selv, livet og dine relationer.
Du behøver ikke kæmpe alene. Det er muligt at få det bedre – og at skabe et liv, hvor du ikke længere er styret af regler, kontrol og indre krav.
Det starter med, at vi sammen undersøger det, der ligger bag.
